mandag den 26. august 2013

I Danmark er jeg født

En af de helt store klassikere til morgensang på min skole er: I Danmark er jeg født. Børnene er vilde med Poul Schierbecks melodi. Børnene fra 0.-3. klasse vælger selv sangen, når de får lov til at vælge frit på alle hylder. Når jeg spørger dem om hvorfor, siger de normalt: Fordi den er god !! Børn har ofte svært ved at sætte ord på musik og begrunde deres smag. Det kræver at de møder udfordringer som udvikler denne kompetence hos dem. Vi gør meget ud af at gøre teksten nærværende for dem. Vi fortæller om komponisten og om tekstforfatteren. Selveste H.C.Andersen. På den måde får de et "net" af viden og inspiration, der supplerer den inderlige melodi, som jeg oplever taler til dem intuitivt. Det gør den til mig :-)


 I Danmark er jeg født sunget af koret Vocal Line 

Jeg er overbevist, at det er vigtigt for børn at udtrykke deres følelser gennem musik. De kan bruge tonerne til at formidle til omverdenen at deres er glæde til det land de bor i. Fuldstændigt ligesom voksne. Jeg møder ind imellem nogen der synes, at man ikke skal synge fædrelandssange i skoler med tosprogede, da sangene giver de nationalromantiske forestillinger frit løb. Men hvorfor dog det ?? I Danmark er jeg født er jo netop sandheden for de fleste tosprogede ude på skolerne. Jeg tror ikke tolerance kommer gennem afstand og fornægtelse.

Som I jo sikkert ved er sangen lavet i en opdateret udgave af Isam B. Han giver ikke kun sangen et mere funky udtryk, men tilføjer samtidig den dimension at de gamle fædrelandsange netop er for alle, der bor i Danmark. Hans version giver et anderledes bud på, hvordan sangen kan lyde idag. Jeg ved ikke om den når ud til alle, men børnene kan lide den, ligesom de kan lide  den gode gamle version uden det rytmiske omkvæd. Der skal være plads til mangfoldighed også i musikundervisningen.


Isam B - I Danmark er jeg født (2007) Sony Music

I Danmark er jeg født har sin egen mangfoldige historie. Der er et væld af bud på hvordan melodien til H.C.Andersens tekst bør lyde. Henrik Rungs melodi er meget mere bombastisk og sender mere tankerne i retning af stolthed og sammenhold. Men forskellige melodier kan jo bruges til at understøtte forskellige stemninger. I filmen Drengene fra Sct. Petri møder vi Rungs melodi sunget med både patos og viljestyrke. Her er det børnenes kamp mod besættelsesmagten, der er vigtig at understrege. En fin scene, som viser fællesskabets styrke. 


  Rungs melodi fra Drengene fra Skt. Perti 


Samme melodi kan også synges på en helt anden måde. Her nedenunder er det en af landets helt store fortolkere Poul Dissing. Han formår at gøre sangen til sin helt egen. Langt væk fra den version, som alle børnene sang i gymnastiksalen. Et udtryk, som sender os på rejse med Poul. Han investere krop og sjæl i fortællingen. Om alle kan lide den historie han fortæller er en sag for sig.  


Rungs melodi fremført af Poul Dissing 

I forbindelse med musicalen H.C.Andersen skrev Sebastian en ny melodi til den gamle tekst. Sebastian vælger også den inderlige tolkning af teksten. I dag hans udgave en elsket melodi, som har fået sit eget liv, selvom den gamle melodi var en klassikker. Et modigt og vellykket forsøg. Her får I Sebastians melodi fremført af sangerinden Louise Fribo.


Sebastians melodi fremført af Louise Fribo 


Men hvilken en af sangene skal vi så synge ??

Måske skal vi ikke altid vælge den bedste og sige: Det er den vi synger! Men synge alle de udgaver, der har kvalitet. Det er nemlig ret udviklende at smage på, hvordan tekst og toner kan smelte sammen på mange forskellige måder.

Det er meget oplagt at udfordre børnene i at lave deres helt egen melodi til H.C. Andersens tekst. Læg ikke nogen begrænsninger på stilarten. Det er ret spændende at se, hvor forskellige bud de kommer med. Sømandssang, Hiphop, Jazz, Heavy Metal, easy listening og Boyband. Det hele går an. Den er lige til at gå til. Eneste begrænsning er: De må ikke lave om på teksten. Med vilje indrager jeg ikke Natasja som har brugt de fire første linier i sin sang I Danmark er jeg født. De skal ikke kun lave reggae. De skal lave deres egen. Lad dem evt optage deres gode ideer og melodistumper på mobilen. Det er et effektivt og brugt middel for mange sangskrivere. Opgaven kan laves med succes fra 4. klasse og op.

God fornøjelse 

Bjarne 

torsdag den 22. august 2013

Vi har været over alt i gamle Danmark

Et af de helt populære emner i skolen, når børnene vender tilbage fra sommerferien er: Danmarksemnet. De er nemme at motivere og inspirere, for flere af dem har været rundt i det danske land. Jeg har flere gange arbejdet med et tværfagligt forløb bestående af dansk, N/T og matematik. Børnene har læst om byer, beregnet afstande, læst og lavet egne kort etc. Der er blevet arbejdet virkelig intensivt. 

Musik har spillet en vigtig rolle i emnet, For fællessange har bundet det hele sammen og givet børnene fantastiske oplevelser når de har sunget sammen og det har gjort skolen både sjovere og dybere for dem. I mine klasser har særligt to sange været en stor succes. 

I begyndelsen af emnet har vi sunget Shubiduas Danmark hver dag. Der sker noget fantastisk ved gentagelser, for de kommer virkelig ovenpå og kan mærke at de mestrer noget. Det giver dem tro på det. I indstuderingsfasen har børnene lavet deres egne fagter til som understreger sproget og får dem til at huske ordene bedre.   

Sangen er fuld af ironiske fraser, så der er nogle spændende udfordringer for 2.-3. klasse. Under alle omstændigheder er de vilde med sangen for den har både en udadvendt energi og samtidig en inderlighed. Det klæder børn, efter min mening. 


Shubidua (1978) Polydor

En anden sang, der vækker glæde og som vrimler med både humor og pædagogiske muligheder er Keld and the donkeys klassiker Ganløse Vanløse. Teksten indeholder en fabelagtig remse, som ved første øjekast virker umuligt at lære udenad. Men børnene hopper på limpinden, hvis I udfordrer dem. Her er nettet jo en stor hjælp, for de kan nemt øve hjemme. Alt de skal bruge er jo bare teksten og Youtube. Dansktopmusikken tiltaler børnene, fordi den er så klar i sit udtryk. De er glade og når først remsen kører, har de en fest med at vise at de kan en uendelig række af danske bynavne. Som ekstra opgave til de skarpe, har jeg givet dem til opgave at finde ud af, hvor alle byerne i sangen ligger i Danmark. De har brugt et lamineret Danmarkskort og youtube som kilde. Hver gang de har fundet en by, har de placeret et mærke på kortet. 


Keld and the donkeys (1980) EMI

Prøv det. Keld bliver hurtigt børnenes ven og så får sangen og aktiviteterne  dem til at glemme, at de er i skole. Når børn bliver udfordret på det rette niveau er lektier jo bare sjove. Tænk hvis det kunne lade sig gøre altid.




Go Keld

Bjarne  


mandag den 19. august 2013

Så kører vi igen - Summertime - 80'er hår og super groovy!!


Nu er sommerferien endelig forbi og vi skyder skoleåret i gang med de sidste sommerkrampetrækninger. Her er de lige 3 lækre udgaver af Summertime til jer. Sammen med alle de andre giver de en komplet vifte af intertekstualitet. Masser af muligheder for at tale med børnene om tidstypiske træk. Både når det kommer til musikken, men også moden. Og der skal ikke mangle noget i den første. Her har vi New Wave pop-bandet Fun Boy Three. Forsanger er jo et helt stilstudie værd nærmest med et fantastisk tidstypisk 80'er hår. Lidt doven i og tilbagelænet i sin karakter. Han har ikke ligeså travlt som de energiske musikere. Udgaven er også helt sin egen:


Fun Boy Three (1982) EMI

Helt anderledes groovy er udgaven her nedenunder. Det er med triphoporkesteret Morcheeba. Ekstremt tilbagelænet. Tungt og veldisponeret. Der er god plads til at drømme sig til fjerne steder. Jeg har gode erfaringer med at bruge nummeret som rammen til en skriveøvelse. Børnene skriver en historie om lokalitet langt væk, hvor man kan høre musikken komme ud at en højtaler. (Du giver børnene musikken, men de skal selv finde på stedet der passer til musikken). Det kommer de med mange gode bud på i 3.-5. klasse. 
Flere børn i mine klasser har lavet nogle fede danseserier til musikken med udgangspunkt i de steder, som de synes musikken passer til.   

Morcheeba (1998) China Records, SIRE

Den sidste udgave er en sand lækkerbid. Det er Westdeutscher Rundfunks bigband sammen med sangerinden-pianist-guitarist-beatboxeren Butterscotch. Hun kan lidt af hvert. Udover at nyde musikken. Så tal med børnene om at blande genrer. Det er oplagt, at I finder en af klassens gode sange med pauser  hvor der er huller til beatbox. Vupti og så har i lavet jeres eget funky arrangement. Og selvfølgelig også en mundtrompetsolo. Det skal prøves.  Børnene synes jo hun er sej, så de vil gerne kunne det samme. Butterscotchs bedstemors kusine Anne Wiggins Brown var den første kvinde der sang Summertime til premieren i 1935. Så her slutter vi ringen med alt godt som 2013 kan diske op med. Go Butterschotch.


Butterscotch og Westdeucher Rundfunk Big Band


Håber at se jer hver søndag. Hver uge et nyt blogindlæg i år. 

Bjarne