onsdag den 16. maj 2012

Få en god begyndelse på dine musiktimer!!

At timerne begynder godt er vigtigt. Det giver fokus. Og du kan nå at skabe kontakt til børnene inden bølgerne går højt og de kommer af med al den skønne energi, de har sparet op siden sidste musiktime.
Jeg har haft held med at lave et ritual med mine musikklasser fra indskolingen. Alle musiktimer begynder med to-tre minutters musiklytning. Når børnene kommer ind i lokalet, finder de en plads på gulvet, hvor de kan koncentrere sig og ved, at de ikke vil tale med sidemanden. De lægger sig på gulvet og venter på, at jeg skal sætte aktiviteten i gang. Jeg tæller ned fra 4 og når jeg når til 0 skal alle børnene have lukket øjnene og musikken begynder.

Jeg bruger typisk meget rolig musik, fordi formålet med aktiviteten netop er at børnene skal slappe af med en behagelig musikalsk oplevelse.

Her får du 2 bud på værker som er effektive og samtidig er stor kunst:


Lyt til Mozarts klarinetkoncet. Den får virkelig børnene til at falde til ro.




Arvo Pärts Spiegel im spiegel er så fuld af smukke toner og indre ro.    




Jeg håber, at I får glæde af aktiviteten. Prøv det. Man bliver helt afhængig af at lige få en puster fra gårdvagter, højrøstede matematiktimer og alt det man skal nå, når man har fri. Og så nyder børnene det!!


God fornøjelse

Bjarne

søndag den 6. maj 2012

Kan du bide skeer med de store!!

Der er kommet godt gang i den klassiske musik på skolerne med Sigurd og Symfoniorkesteret. Rigtig mange børn kender Sigurd og Hr. Hansen. Og endnu bedre, flere af de værker, som de har hørt orkesteret spille.

Men her er en aktivitet, som giver børnene mulighed for at stifte bekendtskab med 3 store dirigenter og deres måde at gå til det samme værk på. Værket er  
Beethovens fabelagtige Skæbnesymfoni. Der er så meget nerve i kompositionen, at den går lige i blodet på hvert et barn.

Lyt til de første små 2 minutter af de 2 udgaver nedenunder:

Leonard Bernstein



  Daniel Barenboim 


Herbert von Karajan

Prøv at lægge mærke til hvor forskellige udgaverne er.  
Du bemærker sikkert hurtigt tempoforskellene og de 2 dirigenters forskellige tilgang til opgaven. De har hver deres helt egne bevægelser og udtryk.

Bed børnene om at svare på disse spørgsmål:
Hvilken udgave lyder mest dramatisk ?
Hvilken udgave lydet bedst ? 
Hvilken dirigents bevægelser passer bedst til musikken ?
Hvilken dirigent fortæller mest med armene/kroppen/ansigtet?
Hvis du spillede i et orkester, hvem af de 3 skulle så dirigere og hvorfor?

Vælg en af udgave som børnene selv kan få lov til at dirigere. Hvis I vælger at fokusere på det første halvandet minut kan børnene øve mange gange. De kan vise deres direktion for klassen eller for hinanden i smågrupper. Det vil være fantastisk, hvis de kan få mulighed for at få feedback fra dig og klassekammeraterne. Det giver så meget lyst til at lære mere.

Det er så dejligt med Youtube, for så kan børnene også øve hjemme, så de selv kan ende på podiet en dag.

Jeg lover dig, at de aldrig glemmer Beethoven igen.