Hvad pokker skal vi spille for børnene i musik ??

Hvad kvalificerer et stykke musik til at blive spillet i en musiktime ? Efter min mening er svaret enkelt: At vi mener, at værket ikke er til at komme udenom. Men problemet er bare, hvem det er der skal vurdere kvaliteten for os allesammen. Lige nu er der hverken en kanon i sangrepertoire eller i lyttematerialet i musikfaget. Det er efter min mening helt i orden. Udvalget af musik er endeløst og både den rytmiske og den klassiske musik forgrener sig i sådan et omfang, at man ikke kan nå alt det relevante. For mit eget vedkommende har jeg sat mig for at musiklytning i mine timer skal bruges til, at eleverne oplever at musik samlet er et slaraffenland af stilarter, udtryk og stemninger. Der er plads til smerte, sorg, glæde, hysteri, poesi og power. Derfor hjælpes børnene ud på de vilde vover med læreren som guide. Jeg oplever, at de tager musikken til sig, når vi formår at sætte den ind i en ramme, der gør den relevant for dem. En ramme som gør, at alt det de slet ikke vidste var noget værd bliver til at tage og føle på. Derfor er mit bedste forslag, at vi som lærere forsøger at gøre musiklytningen musisk. Gør børnene til kvalificerede lyttere som er kompetente og er i stand til at føle og udtale sig om det, du serverer for dem. Det er altså ikke god musik, fordi nogen har vedtaget det. Men fordi det har en kvalitet i det rum, du placerer dem i. 

I sidste indlæg koncentrerede vi os om Bach. I denne uge har jeg sendt stafetten videre til John Sebastian. I 1966 indspillede han og The Lovin' Spoonful sangen Summer in the city. Min grund til at vælge netop denne sang er at ordene Hot town, Summer in the city sidder lige i øret på mig hver gang det bliver sommer. Jeg kan godt lide stemningen, som det gamle Hohner Pianet skaber. Det er nok for mig. I musikmagasinet Rolling Stone blev sangen valgt til plads 401 over the 500 greatest songs of all time. Nummer 1 som blev Like a rolling stone med Bob Dylan er jeg selv ikke ligeså glad for.  

The lovin' spoonful- Summer in the city (1966)

Jeg er vild med at børnene føler, at de i stand til at lytte til musik. Kloge og kompetente. Men der skal plantes en nysgerrighed hos dem. Giv dem en opgave som de kun kan fange, hvis de koncentrer sig. Her har vi samme sang med tempoet er et andet. Der er et helt anderledes udtryk og der leges med stilarter, som vi ikke fandt hos the Lovin' Spoonful. Joe Cocker indspillede den i 1993. Få børnene til at beskrive forskellen mellem de to udgaver. Når et klogt hoved fortæller, at den er langsommere end originalen er det oplagt at tale om, hvad tempoet gør ved udtrykket i de to versioner af sangen. Hvilken en bliver man mest glad af ? Hvilken af dem får man mest lyst til at danse af ? Er der forskel på instrumenteringen i de to versioner osv. 

Joe Cocker- Summer in the city (1993)

I dette tilfælde er der tale om en version, der tager stemningen endnu længere væk fra originalen. Til gengæld er den cool og funky. Jeg har haft held med at bruge den til spoken words fra 4. klasse og op efter. Sangen har kørt i baggrunden og børnene har skrevet deres egen fortælling om en varm sommerdag. Jeg har haft succes med at børnene har lavet flowskrivning i 5. klasse, hvor de bare skrev på stemningen i musikken. Skrev det ned der faldt dem ind. Eneste ledetråd var musikken og titlen Summer in the city. Bagefter øvede de sig, rettede til og læste deres tekster rytmisk op. I mikrofon og med musikken kørende i baggrunden. Det er altid muligt at lave en længere fælles gennemgang inden opgaven med en brainstorm. Men det giver ikke altid den samme friske energi og nødvendigvis ikke et bedre resultat. 

   

Quincy Jones- Summer in the city (1973)

At blande tale og musik er jo noget børnene kender til. Hiphoppen er overalt og  i alle stilarter idag. Rapgruppen De La Soul har lavede i 2000 en udgave af sangen, hvor de kun bruger omkvædet og endda kun melodien. De har lavet teksten om. Prøv at tale med børnene om det. Hvor meget må man låne før man har stjålet andres sang ? Det giver en god anledning til at tale om hvordan musikbranchen fungerer. Hvordan bliver musik udgivet og hvem ejer musik ? 

De La Soul-Thru Ya City (2000)

Der er flere måder at låne musik på. I 2001 fik den engelske elektroniske rap duo Kinobe fik samme ide som De La Soul. Nemlig at finde grundstoffet til deres sang i den gamle klassiker Summer in the city. Læg mærke til at de har rippet riffet fra Hohner pianettet på originalen. Det ligger lige til at nuppe som breakdown midt i sangen. Men de forsøger ikke at løbe fra det. Deres sang hedder Summer in the studio. 

Kinobe- Summer in the studio (2001)

Sommeren er forbi. Men det er de gode vibrationer som the Lovin' Spoonfuls fantastiske sang skaber ikke. Den er svær at holde fingrene fra. Sådan er det med god musik. Den sætter tanker og følelser igang. Man bliver inspireret og får lyst til at digte videre på den. Sådan er det bare. Om den næste udgave af sangen kommer fra en etableret kunstner eller en elev fra en skole i Danmark er ikke til at vide. God fornøjelse med at lave den fedeste version nogensinde.

Bjarne  

Glenn Gould er guf for børn

Forleden holdt jeg et 20 minutter langt oplæg om Glenn Gould for 330 børn i indskolingen på Utterslev Skole. Nogen vil måske mene, at det var at skyde langt over målet for hvad børn på 5-9 år kan klare. Men det viste sig at blive en stor succes, hvor mange af de små børn bagefter kom og fortalte at meget gerne ville høre mere om Glenn. De var meget interesserede i, hvordan de kunne komme til at høre musikken igen. Jeg tror, at det skyldes at oplægget var centreret om en person, som de kunne fordybe og spejle sig i. 2 dage før havde de i forbindelse med et oplæg om Bachs musik set denne filmstump.   

Glenn Gould spiller Bachs klaverkoncert i D-mol dirigeret af Bernstein

Det var tydeligt for mig at de var optagede af hans udtryk. De reagerede særligt på den passage mod slutningen, hvor han spiller roligt og følsomt. Det var 3 gode filmminutter, hvor børnene kom rundt i hele følelsesregisteret. Jeg tror, at der er flere gode grunde til at Glenn fangede deres interesse. Det er klart, at det betød noget at jeg selv godt kan lide hans spil. Stykket her er et af mine yndlingsværker som han fortolker. Det planter altid en spænding hos lytteren, at den der formidler er engageret. Men børnene var så fokuserede at jeg besluttede at lave et helt oplæg om hans person og hans passion for Bachs musik. 

 Her er et resume med hovedlinierne i det jeg fortalte:

• Moderen besluttede inden han blev født at han skulle være koncertpianist
• Da Glenn var med moren var til lægen som spæd, bemærkede lægen at Glenn nynnede istedet for at græde. Han bemærkede også at han vippede med hånden og sagde: Den dreng bliver læge eller pianist!
• Glenn lærte at lytte længe til lyden af tonerne, som klingede på klaveret.
• Glenn bestod klavereksamen på konservatoriet, da han var 12 år 
• Men han havde også nogen specielle sider
• Han ville helst ikke trykke nogen mennesker i hånden uden at have handsker på.
• Han var bange for kulde og gik med meget tøj på også når det var varmt: Jakke, hat, handsker. 
• Glenn ville gerne have at der skulle være meget varmt i studiet når han skulle indspille.
• Glenn nynnede højt med, når han spillede på flygelet.   
• Han holdt tidligt op med at spille koncerter, selvom han havde opnået stor anerkendelse.
• Han boede isoleret i et hus langt ude skoven

Glenn ville kun spille, når han kunne sidde på faderens stol. Den var vigtigt for ham. Faderen lavede den til ham, da Glenn kom til skade i ryggen som barn. Den kunne justeres i højden. I kan se den her:

  

Stolen gjorde at han kunne sidde meget langt nede i forhold til tangenterne og gjorde at hans teknik og anslag var særligt. Der slås på tangenterne nedefra. Stolen fulgte ham resten af livet og han blev ved med at bruge den, selvom både sædet og klædet gik i forfald. Se Glenn tale om stolen her:     

Glenn fortæller om sin stol

Vi sluttede oplægget af med at høre hele Aria fra Bachs Goldbergvariationer i som i kan se Glenn Gould spille herunder, siddende på den berømte stol. Børnene kunne se hvor lavt han sad, at han gyngede ind over klaveret, at han slog på tangenterne nedefra, og at han nynnede med når spillede. Men mest af alt var det et fantastisk stykke musik de lyttede til. Koncentrerede og klar til at gå til time i klasserne bagefter. 

Hør musikstykket og en række af variationerne. På videoen under kan du høre et spændende interview og Glenns egene kritiske stillingtagen til en af variationerne. Hør musikken og se geniet på arbejde. Nyd det

Glenn Gould spiller Bachs Goldbergvariationer (1981) 

Se video med prolog om Glenn Goulds liv 

og se interview med ham i egen person

Mere om Bach og Glenn Gould følger en anden dag :-)

Bach skrev musik for mange instrumenter 

En vigtig del af arbejdet med musikforståelse tager sit udspring i musiklytning. Efter min mening er det et af faget kerneområder i folkeskolen. Vi skal jo ikke uddanne musikere, men sørge for en gedigen faglig indføring i musikken og alle de muligheder man kan opleve når man udøver og møder musik. VI SKAL ÅBNE DERES ØRE FOR MUSIK!!!     

Nogen gange tager man det som en selvfølge at børn kender alle klassiske instrumenter. Men sådan er det jo langt fra. Det synes det er utroligt spændende at se alle instrumenterne i et orkester. Men hvordan lyder de egentlig hver for sig. Ved at høre soloværker møder børnene lyden af det rene instrument. De gør at de senere kan genkende det i orkesteret når de hører det. Hvis ikke de kender instrumenterne hver for sig bliver orkesteret en grød af lyd, som de kan svælge i, men ikke splitte op i enkelt dele. 

Bach har skrevet flotte værker for mange forskellige instrumenter og ved at spille disse 5 værker for børnene vil de få et billede af instrumenternes forskellighed. De er hver især mesterværker. Jeg har valgt nogle af mine egne favoritter ud. Hvert værk får et par ord med på vejen. 

Bach skrev 6 cellosuiter. 1. satsen fra Suite no. 1 i G-dur er måske den mest kendte. Her bliver den spillet af den fantastiske cellist Mstislav Rostropovich. Han er meget koncentreret i videoen. Det interesserer børnene, som både bliver fanget af det som musikere spiller og det som de udtrykker med deres personlighed.  

Rostropovich spiller Bachs cello suite no. 1 i G-dur

Til forskel fra celloen kender næsten alle børn violinen. Få dem til at se at violinen bare er en lille "udgave" af celloen. De har begge 4 strenge. Men lyder helt forskelligt. Hvor celloen er rund og fyldig i klangen er violinen mere skarp, spændstig og direkte. Her skal vi høre den fabelagtige violinist Hillary Hahn spiller Bachs Partita no. 2. Her i en udgave hvor man ikke ser hende spille. De giver mulighed for at børnene holder fokus på hendes musikalske udtryk. Det kan være nemmere at five sig hen til musikken når man ikke skal kigge på kunstneren, men får lov til at danne sig sine egne smukke billeder. 

Hillary Hahn spiller Bachs Partita no. 2 

Orgelet var et af de vigtigste instrumenter på Bachs tid. Det spillede en uomtvistelig rolle i koraler og i mange af de kirkelige værker. Som fx i Jesu bleibet meine freude. Mange børn kan genkende lyden af orgelet, men næsten ingen har en anelse om hvordan det fungere. Det kun faktisk være rammen om et helt undervisningsforløb. I denne lille film får vi indtryk af det mens vi hører Karl Richter spille Bachs Passacaglia & Fugue In C-mol. 

De bliver meget overraskede over at man skal spille med fødderne. Og de synes 

også det er spændende at orgelet har så mange lyde i sig. Lige fra det helt dybe

i begyndelsen. Til det fine lyse som klinger henover. Prøv at se om du kan få dem 

til at gætte, hvorfor Karls Richters "hjælper" trækker i knapperne på siden af orglet. 

Sker der noget når han gør det. 

Karl Richter spiller Bachs Passacaglia & Fugue In C-mol 

For rigtig mange børn er klaveret det første de nævner når man spørger om hvilke klassiske instumenter de kender. Men på Bachs tid fandtes klaveret jo ikke. Til gengæld fandtes det skarpt klingende harpsicord/cembalo. Her kan vi høre det i den 5. Brandenburger koncert. Børnene bliver meget overraskede over, at det ikke lyder som et flygel, når det nu ligner det så meget. De synes også det er mærkeligt, at der er byttet om på farverne på tangenterne. I denne begyndelsen af koncert hører vi fløjten introduceret. Selvom cembaloet stort set ikke findes i musiklokalerne idag, er det et interessant instrument fordi det danner grundlag for klaveret, der spiller en hel central rolle i musikundervisningen. Og så er lyden så speciel at de ikke glemmer den, når de har hørt den. Lyt engang

Karl Richter spiller cembalo i Bachs 5. Brandenburger koncert 

Selvom klaveret ikke fandtes på Bachs tid spilles Bachs musik på klaver over hele verden idag. Lige fra børn til koncertpianister nyder at spille de gamle toner på det fantastiske instrument, der først er blev til efter Bachs død. I det sidste værk skal I heller ikke snydes for klaveret. Det har været en næsten umulig opgave at vælge fem værker ud fra en så stor og mangfoldig produktion som Bach skabte. Men jeg håber at I kommer til at nyde at spille dem for børnene. 

For mig er der det sidste værk nedenunder et af dem jeg aldrig kan nok af at høre. Det er 1. cembalokoncert i D-mol spillet på klaver. Det er præcis denne udgave jeg er vild med. Glenn Gould spiller flygel og Leonard Bernstein  dirigerer. Når jeg spiller filmen og musikken for børnene bliver de fascinerede at hans fingerarbejde og jeg prøver at åbne deres øjne for hans unikke evne til at leve sig ind i musikken. Blot ved at de kigger på ham på filmen. Se hans vejrtrækning, kropsholdning og koncentration. Udgaven har det fineste udtryk hele vejen igennem lige fra det mest ekspressive til det mest følsomme.

Et Bach-mesterværk blandt mange andre. 

 

Glenn Gould spiller Bachs piano concert no 1 in d minor

God fornøjelse med musikken

Bjarne  

Klassisk musik blev min glæde  

Da jeg gik i skole hørte jeg ikke meget klassisk musik. Til gengæld hørte jeg mængder af popmusik. Jeg sad hver dag foran radioen og skrålede løs til P3. Nogle vil måske mene at det var en lidt ensidig musikopdragelse, men jeg var mere end tilfreds. Forgabt i musik og en kæmpe popdreng. En dag hørte jeg tilfældigt Bachs værk Jesu Bleibet meine freude. Melodien sad lige i øret, og selvom det var en noget fremmed stilart, tog jeg mig i at fløjte temaet om og om igen. 

Bach-Jesu bleibet meine freude (1723)

Værket er måske også et af de mest "spiselige" værker af Bach. I dag elsker jeg Bachs energi, dissonans og fremdrift.  Men jeg tror at det var det cykliske næsten meditative tema som slog mig om kuld. Besætningen var dengang stemmer, trompeter, strygere, oboer og orgel. Idag bliver værket fortolket på mange forskellige instrumenter. Flere udgaver lader stemmen står i centrum. Sissel Kyrkjebø synger jo nærmest som var hendes stemme af glas. Klart og rent. 

Bachs værk fortolket af Sissel Kyrkjebø

Mange gademusikanter ved jo godt, hvad folk vil have når der skal noget i hatten. Her får du en udgave for et vandorgel af vinglas. Måske er glassene ikke helt så rene som Sissels stemme, men man kan kun blive imponeret over den speed og præcision som manden bevæger de gamle hænder med henover de skrøbelige glas.  

Bachs værk på et vandorgel af vinglas

Til sidst skal du have en version som forundrer, vækker glæde og skaber ro. Det er den mest kreative og det mest nidkære arbejde der ligger bag. Det er taget fra en japansk mobiltelefonreklame. Børnene i mine klasser elsker at "legoarbejdet" er blevet til musik. Det er jo ligesom en stor træxylofon, siger de. De har tonsvis af spørgsmål om, hvordan de blev bygget den. Et lille tvist åbner virkelig op for nye erkendelser.  Både Bach og japanske mobiltelefonreklamer er nu et stort hit hos børnene. De poppede, de hårde og de avantgarde. 

     

Bachs værk på skovxylofon

Skyd musikåret ind med brus og bobler !!

Det er dejligt med alle de traditioner som melder sig hvert år ved nytårstide. Her har du en lille aktivitet som følger op på, at vi er trådt ind i 2013. Det skal fejres og i Danmark bør vi være stolte af at H.C. Lumbye i 1845 skrev Champagnegaloppen til Tivolis to års fødselsdag.

1. Tal først om nytår og traditioner. Sørg for at komme ind på Champagne. Så ved hvor Lumbyes inspiration kom fra. En del af børnene er hjemme i emnet. De drikker alkoholfri børnechampagne nytårsaften :-)

2. Fortæl børnene at musikken er skrevet til en stor fest og det er derfor at de kan mærke spændingen, der bruser og bobler i kroppen. Lige indtil den store finale. 

3. Spil musikken for dem, og giv dem til opgave at finde ud af, hvor mange propper de kan høre springe i løbet af værket.

                                                                         Klik på billedet

                                             H. C. LUMBYE - Champagnegaloppen 

                                      med GEORGES PRETRE & VIENNA PHILARMONICS ORCHESTRA

Rigtig godt nytår til alle

Bjarne