søndag den 6. september 2015

Musik og ord

Da jeg læste til lærer og skulle i praktik, havde jeg lavet et forløb med musiklytning. Jeg havde valgt en række stemningsfulde værker ud og vil gerne havde dem til at sætte ord på musikken. Jeg havde regnet med, at opgaven ville være nem for dem. Så når jeg spillede musikken for dem ville det vrimle med billeder i deres hoveder som nemt ville blive omsat til ord. Jeg havde forventet fortællinger, fantasi og nerve, men oplevede at børnene ikke sagde meget andet end: Den er kedelig! eller Den er god! Jeg insisterede på at det skulle lykkes og undervejs fandt flere børn ud af, at musikken satte noget igang hos dem. Flere af dem begyndte at referere til film de havde set. De genfortalte scener som passede til. Mit håb var jo hele vejen at de skulle skabe deres egne billeder i mødet med den skønne musik. Jeg fandt senere ud af, at der er mange forskellige måder og opgaver man kan bruge til udtrykke musik med. Jeg har altid været glad for Edvard Grieg ikke mindst på grund af hans tydelige billeder i musikken. Jeg har fundet 4 forskellige og kendte værker. 

Edvard Grieg op. 54. no. 3 - Troldtog

Sissel synger Edvard Griegs - Våren 

Leif Ove Andsnes spiller Griegs Klaverkoncert i A-mol

Morgenstemning fra Peer Gynt af Edvard Grieg  


Børnene kan udtrykke deres musik oplevelse på følgende måde:
- Lav et tegning med det musikken får dig til at tænke på ?
- Kan du vise musikken med en dans ?   
- Form musikken modellervoks ? 
- Skriv et digt der beskiver musikken. 
- Du kan evt udfordre dem til selv at finde en form

Som musiklærer har jeg også brugt andre metoder til at udvide børnenes musikalske ordforråd. Metoder der kan gøre det naturligt for dem at tale om deres umiddelbare følelser og stemningen i musikken. 

Her kommer en jeg har haft glæde af. Jeg udviklede nogle lyttekort med tegninger og stemningsord på: 

- Rolig 
- Voldsom
- Dansende 
- Sørgelig 
- Glad 
- Dyster 
- Lys 
- Tung 
- Svag 
- Vild 

I min 2. klasse gjorde jeg følgende. Når jeg hørte musik med dem skulle de placere det/de kort foran sig, som de synes passer bedst til musikken. I Griegs stykker ovenover skrifter stemningen undervejs. Derfor vil børnene typisk også skifte kort. Jeg brugte typisk 5 min på opgaven og efterfølgende lidt tid til snak om værket og stemningerne i plenum. Jo flere værker vi arbejdede med fandt jeg ud af, at børnene efterhånden nemt kunne beskrive deres umiddelbare følelser ved hjælp af kortene. At sætte ord på musik kræver træning. De åbnede op for deres muligheder for at tale om musikken og jeg oplevede også at de i langt højere grad begyndte at interessere sig for nuancerne og stemningsskift. Vejen til det var fokus og et redskab som kunne hjælpe dem til at udtrykke det, de endnu ikke havde lært at gøre selv. 






I næste indlæg vil jeg fokusere på mulighederne for at bruge sproget som kreativt udtryksmiddel. For der kan komme fin poesi ud af at lære børnene at åbne deres ører for detaljerne i musikken. Det åbner for detaljerne i deres sprog. 


God fornøjelse

Bjarne 
    



1 kommentar:

  1. Et rigtig godt ideoplæg til at arbejde med stemning, kan også bruges i både dansk og billedkunst.
    Jeg glæder mig til at høre mere om at bruge sproget som kreativt udtryksmiddel.
    tak Helle-Sofie

    SvarSlet