Denne gang skal det handle om et stykke, som jeg første gang hørte for over 20 år siden. Som teenager var jeg altid på pletten når der var Mine glade 60'ere på skærmen. Et afsnit handlede om hovedpersonen Kevin Arnolds klavertimer. Han skulle spille firhændigt med den kvindelige lærer. Det var første gang at Pachelbels - Canon i D fandt mit øre. Dejlig rolig energi.
Lad os lige lytte på den engang :
Johann Christoph Pachelbel - Canon in D (1680)
Nogle år senere var den gal igen, men der hørte jeg Pachelbels Canon i en anden sammenhæng. Rapperen Coolio havde en forkærlighed for klassisk musik i 90'erne og et af hans store hits C U when you get there bygger slet og ret på det gamle barokværk. Der er klippet og klistret lidt. Beholdt og digtet med. Men bassen kører hele vejen og læg mærke til strygerne særligt det sidste minut.
Den kommer her:
Coolio- C U when you get there (Tommy Boy/ Warner Bros. 1997)
Et par år før i 1993 havde de hårde amerikanske drenge fra Aerosmith måske også lyttet til det gamle mesterværk. For prøv en gang at lytte til bassen og strygerne i verset. Det er kun slutningen af sekvensen, der er ændret på både i bassen og strygeroverstemmen.
Den kommer her:
Aerosmith - Cryin (Geffen 1993)
Det er sjovt at Aerosmith bruger Pachelbel som basis. I videoen møder vi en hed, barsk og "ulykkelig" kærlighedsfortælling. Så gamle byggesten kan bruge til at bygge mangfoldige huse.
Og hvad med denne her. Det er som om at hele sangen har et vist tilsnit af Pachelbel over sig. Ikke noget man tænkte over da man rendte glad rundt og hørte Alphaville i 80'erne. Men inspiration til både basgang, tempo og stemning virker meget klar.
Alphaville-Forever young
Husk at følge med de næste to dage, hvor I vil få eksempler på hvordan den klassiske musiks mestre også har lånt fra Pachelbel og høre nogle solide rockgutter forkærlighed for Pachelbel.
God fornøjelse og på genhør
Bjarne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar