torsdag den 3. december 2015

Vidunderbørn 
- en samtale med et barn 

Det har været spændende at se på hvordan skolen skal forholde sig til særligt talentfulde børn. Tror at de valg man tage som lærer i undevisningen handler meget om hvad man vil med sit fag. Fællesskab eller færdigheder ? Måske begge dele. De næste indlæg går tættere på børnene. Imorgen fra forskningens side og idag fra barnet selv.

Vi skal møde den 8 Umi Garrett som er gæst i Ellens Talkshow. Lad os se hende først. 


Selvom det amerikanske setup kan være overvældende og poleret for en danske kan ikke været andet end særdeles imponeret over at en pige som har spillet klaver i 4 år er i stand til at spille Gnomenreigen af Liszt. Det er ganske enkelt ufatteligt. Umi fortæller jo selv om at hun ville øve så meget at hendes forældre måtte lave regler for hende som begrænsede hendes øvetid. Det er vist ikke det vi oplever normalt. Det er måske netop her noget af forklaringen ligger. Vidunderbørnenes talent er særligt og derfor er de og deres tilgang til verden ikke lige til at sammenligne med andre børns. Så det er interessant at se udviklingen i børnenes kompetence som drevet af både forældrene og børnene selv. Vi kunne jo netop ikke tage et hvilket som helst andet barn og få hende til at spille som Umi som 8 årig. 

Men hvad siger Umi selv om hendes drivkraft. Her mødes vi hende som 13-årig hendes foredrag begynder ved 3:42 hvis du ikke vil høre hendes smukke klaverspil først:


Musik er hendes passion. Det er nemt at se i passagen hvor hun fortæller om musikeren muligheder for at fortolke den musik komponisten har skrevet. Det samme stykke af Mozart kan spille legende, drillende, glad, vredt, sørgeligt. Udtrykket er vigtigt for Umi. Musik kan jo både være interesse, passion, arbejde og terapi. Også for det samme menneske. Tror at det i Umis tilfælde at musikken og hendes personlighed smelter sammen som hendes livefundament. Tager du det fra hende fungerer hun ikke og tænker på det hele tiden. Som hun siger er musikken er ligesom luft. 

Hvor går grænserne for om man er optaget eller draget af noget eller besat. Efter min mening må vi stole på, at hvis det virker godt så er det godt. Og så må vi som forældre være i stand til at kende vores børn så godt, at vi kan se det. Vi skal ville det godt for børnene på deres betingelser, men med vores endelige valg. For eksempel lod Umis forældre ikke Umi øve hele tiden. Hvis vi som voksne forventer for meget på børnenes vegne bliver det hårdt at være barn. Så måske er hele hemmeligheden gemt i at se på børnenes egne forventninger og tilgang til livet. Måske forskningen kan gøre os klogere. Det må vi se på imorgen, hvor vi møder en forsker der har fulgt en anden talentfuld pige i løbet af hendes barndom og musikalske udvikling som pianist.


De bedste julehilsener 
Bjarne 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar