onsdag den 31. august 2016

Hvordan skriver man et pophit ?

Idag er der ofte mange involverede i at skrive en popsang. Det er meget almindeligt at der er mange sangskrivere der har co-writet på de sange børene høre i radioen, på Spotify eller YouTube. Et godt eksempel på dette er Final Song med . Hun har skrevet sangen sammen med MNEK og Noonie Bao. MØ har lavet det man kalder toplining. Det betyder, at hun har modtaget et track fra nogle producere, som hun skriver sin melodi og tekst til. Resultatet af samarbejdet kan i høre her

MØ - Final Song 

Jeg har lavet en opgave til EMU'en for Undervisningsministeriet, hvor børnene kan arbejde som toplinere. Find aktiviteten her. Det er ret sjov og udfordrende aktivitet, for der er ikke et færdigt resultat, som de kan sammenligne sig med. Deres sang bliver en unikt popsang til tracket. Det er spændende for børnene, at se hvor forskellige numre der kan komme ud af tracket. 

I opgaven har jeg stillet nogle begrænsninger op. Det skal forsøge at skrive en hel sang.

1. Sangen skal både indeholde vers og omkvæd
2. I verset må man synge, rappe eller lave spoken words. Men omkvædet skal synges

Nå I sætter børnene i gang er et emne ligesom i de tidligere indlæg en god en ramme. Vælg et emne hvor børnene er varme og inspirerede. Det kan være noget de arbejder med eller som passer til årstiden. Fx. Venskab, mobning, kærlighed, min klasse, på vej til teenager, sommer osv. Lav brainstorm på ord og retninger og lav evt keywords til dem som har svært ved at komme i gang. 

Ligesom i de andre sangskrivningsindlæg er det en god ide at arbejde sig ind i tracket. Volapyk er fedt til rap. Når man skal synge kan bruge nynnesang eller pludren og først komme ordene på efterhånden. Det skaber ofte en mere spændende melodi som børnene kan udvikle når ordene falder langsomt på plads. At skrive en melodi er lidt som i et uendeligt hav. Man kan skifte retning, hastighed og dybde hele tiden. Man kan tage nye beslutninger. Og pludselig er alt bare som det skal være. 

Hvis I vil arbejde med spoken words kan det virke godt at lade dem lave freestylesnak herover beatet. Det er helt ok at skyde med spredehagl med alt de kommer på i forhold til emnet. 

Jeg har rigtig gode erfaringer med at lade børnene vælge frit mellem sang, rap og spoken words til samme oplæg. De vælger ofte det som føler sig mest hjemme i og hvor de har mest på hjerte. Det gør deres sange mere ærlige og nærværende. 


Jeg vil meget gerne høre hvad I laver med børnene. Så send endelig børnenes sange til musikerbjarne@gmail.com eller på Facebook


Håber at I kan bruge aktiviteten 
Bjarne 


tirsdag den 30. august 2016

Hvordan skriver man en fedt rapnummer 

Sangskrivning er en svær kunst. Man sidder ensom i et lille rum og venter på at noget genialt skal dukke op. Stor kunst eller bare et hit der kan give millioner på kontoen. Måske behøver det ikke være så svært, hvis man kommer ind i en god proces. Derfor vil jeg opfordre dig til at begynde med at skrive lige nu. Her får du nogle tips til hvordan du kan komme godt igang med at skrive. Jeg forsøger at guide dig igennem et lille forløb som kan ende med dit eget værk.

1. Bliv inspireret
  • Det handler om at finde noget du vil fortælle. Oplevelser hjælper ofte inspirationen på vej. I denne sang skal du skrive om dit nabolag. Begynd med at tage på en fotosafari. Tag billeder af alle de steder hvor du føler dig hjemme. Dem der gør dig tryg og godt tilpas. Men tag også tage billeder af steder, der gør dig utryg. De steder du ikke kan lide at komme og som gør dig bange.     


2. Gå igang med at skrive.
  • Med fotoserien har du en masse inputs til din tekst. Konkretiser hvad stederne står for. Hvad de gør ved dig ? Gå nu direkte i gang med at skrive til beatet (se længere ned på siden). Det virker ofte godt ikke at fokusere for meget på rim i begyndelsen. Det kan være en god ide at begynde med volapyk. Så kommer det rytmiske flow på plads. Koncentrer dig så om at få teksten til at flyde til musikken. Når du først har fået noget på det hvide papir, er det meget nemmere at leve med rettelser. 

3. Rim 
  • Fede overraskende og fortællende rim er meget bedre end rim du hælder ud af ærmet på et splitsekund. Prøv at holde fast i, at der er noget vigtigt du vil fortælle om dit nabolag. Derfor skal din tekst have masser af mad til det gode indhold. Her er et par småeksempler med forskellig betonning og rytmik.



Jeg hænger ud på pladsen, jammer foran fars butik 
 og står på skateboard som et monster i batik

Tænker på om jeg er rocker, flipper eller swag

er til pizza, hotdog, PC, iPad eller Mac.    
   
Jeg er en bølle men får støtte fra min fars butik
for uden gryn til cola, er jeg fattig, klart! logik   

Venner, vi kan chille ved det gule hus
Vi holder fest på gaden til vi kan se månegrus         


4. Omkvæd
  • Et fedt hiphopomkvæd kan både synges og rappes. Det er noget du vælger. Det er fedt hvis du kan lave et omkvæd, som opridser din sangs kerne på få linier. Kort, præcist og effektivt. Omkvæd skal helst fænge. Det er det man husker. Det kan være en god melodilinie, nogle ord eller rim man bare ikke kan få ud af hovedet igen.    

Her får du beatet som du skal arbejde med. Klik her:


Jeg håber, at du kommer godt i gang med at skrive dit eget hiphopnummer. Du har fået foræret beatet, så nu er det bare at give den gas. Får du lyst til mere kan du købe min bog og cd Helt Klart på dette link http://dansksang.dk/product.asp?product=796 eller låne den på biblioteket. 

Min sang til beatet kan I høre her. Men spil den ikke for børnene først. Hvis I insisterer kan I evt planke mit omkvæd og lade børnene koncentrere sig om at skrive deres egen raptekst. Hør min sang Det' mit hood

Du er meget velkommen til at optage din sang og sende den til mig. I en kommentar eller på min mail musikerbjarne@gmail.com eller via Facebook. Hvis den bliver fed lægger jeg den måske ud her på bloggen. 


Hiphoppen styrer fra syd og til nord. God fornøjelse.

Bjarne 

mandag den 29. august 2016

Sangskrivning med børn 
- Kom i gang med at skrive raptekster

Andet indlæg i sangskrivningsføljetonen handler om at skrive raptekster. Der er som sådan ikke nogle regler, når man skal skrive god musik. Hvis det kører er det den rigtige metode. Så de råd jeg kommer med her skal være en inspiration, som jeg håber kan være en støtte i planlægningen, de didaktiske overvejelser og i forløbet i timerne. EN SYVTRINS-HIPHOP-RAKET som I også kan bruge til når børnene skal lave andre rapsange i fremtiden. 


I 3.-4. klasse skal børnene arbejde med at komponere musik. Jeg mener at hiphopmusik er som skabt til at opfylde målene. Børnene er meget motiverede for at arbejde med rapmusik, så I får meget foræret ved at de har energi til at kæmpe for at blive gode til det. Så det er et spørgsmål om at få dem igang på en god måde. Jeg har oplevet mange gange at børnene skriver rapsange derhjemme, når de har fået smag for det. 

Her følger rettesnoren til en god skriveopgave. Se det som råd i stedet for en stram opskrift. Husk at børnene er på forskellige niveauer og jo derfor kræver forskellig udfordringer: 

I forbindelse med Skolernes Sangdag i 2016 lærte mange børn min rapsang Så'n er det. Det kan I bruge som drivkraft til at til at få dem til at lave deres egen sang. 

1. Indledning 
Tal med børnene om at I skal skrive rapmusik. Hvad kan de godt lide ved genren ? 
2. Emnet 
Jeg vil foreslå, at I bruger emnet en god skoledag. Så kan de nemlig skrive om det, som er tæt på deres eget liv hver dag. Det ligger meget samtidig meget tæt på temaet i min sang. Lad dem lave en brainstorm med ideer til hvilke områder og ord der kan indgå i sangen. Brainstormen kan enten laves på klassen eller i de grupper de skal arbejde i.
3. Gruppedannelse. 
Del børnene i grupper på højest 4 børn. Sæt dem sammen efter cooperativ learning principper. En stærk, to mellem og en svag. Tænk over kemien børnene i mellem. Det er vigtigt at de kan arbejde sammen. Det er meget vigtigt at have Ja-hatten på i sangskrivning. Ellers bliver man jo aldrig enig om en tekst. 
Nu er rammerne i orden og selve sangskrivningen kan gå i gang. Find min sang Så'n er det og instrumentaltrack her 

4. Rytmen 
Der er mange fordele ved at børnene kender min sang på forhånd. Det betyder, at de har et vist rytmisk overskud. De skal finde ordene, som passer ind i det rytmiske flow de allerede kender fra sangen. 
For nogle børn vil hele linjer sikkert komme nemt til dem. Men for mange er det en god ide at begynde sangskrivningen med at skrive i volapyksprog. På den måde rapper de sig ind i sangen. Hen ad vejen kan der komme flere og flere ord på og til sidst har man hele linjer der rimer. Det kan være en god ide at lave et succeskriterie som kan overgås. Så gå efter at alle grupper skal skrive et vers.
Hvis I går efter at de skal skrive en hel sang kan børnene jo også lave ny tekst til mit omkvæd. Det er oplagt. Det virker også ret fedt at spice teksten op med moves, fagter og dans. 

5. Sproget 
Jeg er ikke tilhænger af, at I arbejder for meget med at lave rimpar i plenum inden børnene skriver. De eksempler børnene ser på tavlen binder meget og gør ofte at børnene kommer til at kopiere, det de har set. Rimene har nemlig en hel særlig betydning i rapmusik. Det er rimene der er kernen og der hvor energien og personligheden udfoldes. Så arbejd hellere med begyndelsen af sætningen end det som forløser den. En mulighed som kan bruges til at hjælpe børnene i gang er, at lade dem få lov til at låne bidder af min sang. De kan for eksempel lade deres sang begynde med Vækkeuret ringer... og så tage den et andet sted bagefter. Eller de kan låne et en frase et andet sted og ændre og komme frem til: I skolen kan jeg være både sød og klog og street. 
Jeg vil ikke stille nogle regler op for, hvilke ord det er rigtigt at bruger i deres sange. Men det er klart, at det kan kræve en snak om god sprogtone i skolen også når man skriver rapmusik. Det er jo en balance. De skal tage ansvar for at bruge et sobert sprog i fællesskabet, men også lade gloserne flyde i deres rapsang. Også selvom de har lyttet til nogle hårdkogte voksne rappere. De skal jo skrive udfra hvem de er. Det skal I gøre klart for dem. Så med en vis coolness  kan man sige at jo færre sproglige begrænsninger jo bedre. Så øger det sandsynligheden for at de bliver forelskede i sproget og alle dets muligheder og skrive masser af rapmusik hjemme på værelset.

6. Hiphop Don't stop
Det er en god ide at gøre plads til rollespil i sangskrivningen. Lad børnene tage deres hiphopkluns på. Kasketter, hættetrøjer, sneakers osv. Det hjælper attituden frem. Det virker motiverende at der er en god hiphopstemning i musiklokalet. Det styrker det kreative og legende element at rummet også tager farve af genren. 

7. Vi viser vores musik for hinanden 
Det virker rigtig godt, at lade børnene vise og fremføre rapteksterne for hinanden. Jeg vil opfordre jer til at arbejde med feedback i plenum på en anerkendende og konstruktiv måde. Det vil kunne være den stang dynamit som deres sangskrivning til at eksplodere. Det giver en stærk motivation at høre de andre børn i klassen sige at de godt kunne lide noget ved ens sang. Det gør, at man vil skrive mere. Personligt tror jeg at vores allervigtigste arbejde når vi arbejder skabende med børn er: At få dem til at tro på at de kan finde ud af det. Så får de lyst til at skabe deres egen verden, deres egne produkter, tekster osv. Ellers er det nemmere og mindre smertefuldt at kopiere de andre. 

Jeg håber at I kan bruge mine tanker og ideer. Der kommer mere hiphop senere på ugen :-) 




Bjarne 

søndag den 28. august 2016

Sangskrivning med fokus på tekst
- Børn skriver sange på Mester Jakob 

Jeg møder ofte lærere som synes det er udfordrende at få børnene til at arbejde med sangskrivning. Jeg har rigtig gode erfaringer med det skabende område i skolen. Det gør musiktimerne levende og nærværende når børnene bliver udfordret kreativt. I følge fælles mål for 3.-4.klasse skal de:



Det er ingen sag at få dine børn i 3.klasse til at arbejde kreativt med sproget og skrive nogle gode sange på Mester Jakob. Den er lige til at gå til, for linierne behøver ikke at rime og så kender de melodien rigtig godt. Efter en kort brainstorm over emnet er det bare om at komme igang. Børnene kan sagtens selv eller i grupper på 2-3 børn. 
I slutningen af timen vil børnene tit gerne vise deres resultat for de andre i klassen. Få dem til at give positiv feedback på hinandens sange. Så kommer der virkelig gang i lysten til at skrive flere gode sange. 

Du kan lave øvelsen udfra mange forskellige emner: forår, jul, dyr, venskab ... og mange flere. Her kan se en vintersang skrevet af Barbara og Magnus.


Gamle morfar
sidder dér
kigger på en vinter
hvor det sner

Kattefodspor 
på hans tag 
istapperne stråler
nat og dag 

Nattehimlen 
stråler klart
og den kolde vinter 
slutter snart 

Skrevet af Barbara og Magnus 3.b

Jeg tror, at noget af det vigtigste er, at man er vedholdende og arbejder med det skabende i så mange timer i løbet af året som muligt. Nogle gange bare med små korte opgaver. Det er den løbende proces, der udvikler kompetencen bedst. Det er svært for børnene at opbygge en sikkerhed og tro på egne sangskrivingsevner, hvis de kun får lov i uge 38 og 39 hvert år. Så gør det hellere i mindre målestok ofte en kun få gange med fokus på det store produkt. 

Held og lykke med det. Det skal prøves!!

Bjarne

søndag den 21. august 2016

Improvisation med børn

Jeg møder løbende spørgsmål fra musiklærere om, hvordan man skal arbejde forskellige udfordrende områder af faget. Efter jeg sad med i Arbejdsgruppen for Forenklede Fælles Mål i musik som lærerrepræsentant føler jeg et ansvar for at give inspiration videre. I dette indlæg kommer det til at handle om improvisation. I målene for 3.-4. klasse står:



Grundlæggende kan improvisation i klassen tænkes på følgende måder:

For
Individuelt. Betyder at alle improvisere hver for sig uden at forholde sig til det fælles udtryk i musikken. Kan evt organiseres ved at børnene improvisere til track på mobil eller iPad og finde sit ”eget rum” i eller uden for musiklokalet og selvfølgelig hjemme.  
     Solo. En enkelt elev får plads til at spille en improviseret solo, mens musikken kører. Kan virke godt at give hver elev to takter hver i fx Nu vågner savannen 
     Gruppe. En gruppe børn improviserer på samme tid. De spiller ikke det samme men forholder sig til deres fælles udtryk. 
    Masse-impro/Alle improviserer på samme tid. Formen kan minde lidt om sidste aften på Roskildefestivalen, hvor alle hamrer løs på alting. Jeg har rigtig gode erfaringer med denne form i den lange mellemspil efter 3. Vers i Nu vågner savnannen. Det giver en intens savanne-vibe. 
Denne improvisationsform er også rigtig god som forstadie til arrangement. Mange i klassen kommer frem til ideer, som I kan sætte i system og bruge til at skabe jeres eget arrangement af sangen.


I resten af dette indlæg kan I finde ideer til hvordan I kan arbejde med improvisation i praksis med børnene. Aktiviteterne er lavet til sangene fra min udgivelse Bjarnes bedste. Alle sangene bl.a Nu vågner savannen kan du finde her gratis med og uden sang Tryk her og hør og brug alle sangene.
Det er meningen, at I bruger instrumentalversionerne når børnene skal improviserer. Det betyder, at I kan være frie og støtte børnene. I kan forlade klaveret og lede musikken ude på gulvet. Der kan virkelig ske underværker når man arbejde tæt på børnene. Her kommer aktiviteterne som jeg lader tage udgangspunkt med mine egne erfaringer med klasseundervisning.

Nu vågner savannen
Arbejd med trommeimprovisation.
I kan spille på baljer, congas, bongos, cajon, div. perc,  kassen til xylofoner. I kan spille over hele sing-back-tracket og lade børnene finde frem til forskellige rytmer. Mest af alt har jeg lavet improvisation i det lange mellemspil efter 3 vers. Det virker rigtig godt og de får faktisk ideer foræret af de perc-roller, der er i musikken allerede. Jeg har også lavet ”melodisk improvisation” hvor børnene bare har spillet tonerne Eb og Bb som de også bruger i mellemspillet. Noget som de har været meget glade for var ”Rollespilsimpro”,  hvor de trak et dyr som deres improvisation skulle udtrykke. Det betød, at der kom meget mere fortælling i deres spil og frem for alt en god opbygning i imrpovisationen.

Så’n er det
Hele sangen kører i de samme akkorder over den samme to takters periode. Børnene har været glade for både at improvisere på keys og stavspil. De virker godt at lade dem finde funky sololyde på keyboars. Det giver dem motivation til give den gas og lære mere. Det er oplagt at spille Gmol-pentaton ( G, Bb, C, D og F) Men tonen A kan også være ret funky. Jeg har haft held med følgende.
1. masse-impro i de første gennemspilninger. Det giver dem føling med skalaen. 
2. gruppe-impro. Jeg har delt klassen i 4 grupper og har ladet dem have et vers hver. 
3. chase. Jeg had ladet to grupper lave chase mod hinanden. Først improviserer gruppe 1 2 takter og gruppe 2 svarer med 2 takter osv 

Go’morgen giraffer
I Go’morgen giraffer er det oplagt at lave impro i stykket, hvor der er klarinetsolo efter 3 vers. Børnene spiller bare henover. Jeg har udfordret dem på forskellige måder. Først improviserer de kun over tonerne C og G, niveau 2 er C,D og G, niveau 3 er C, D, E og G. 
Hvis i vil sætte improvisation i fokus sammen med sang kan I lade børnene improvisere i intro, mellemspil og outro og lade dem synge alle versene 

Go’morgen blues
Sangen er rigtig god at improvisere over, da den bortset fra et kort C stykke hele tiden går i de samme akkorder. Sangen er i A-mol og passer derfor perfekt til stavspil. Ingen fortegn. Det er  fedt at sangen er langsom, for så kan de bevare overblikket. Der er et stavspilsostinat i sangen. Det har virket rigtig godt at lære dem det først. De har 4 forskellige rytmiske figurer. Dem har de kunne bruge som grundlag og gøre deres spil og improvisation mere rytmisk kompliceret når de havde overskud til det. Jeg har ladet dem bruge A-mol pentaton som skala. A,C,D,E,G. Men det lyder også ret fedt med H mange steder. Så bliver det jazz. Det virker godt at lade dem improviser i versene og synge i omkvæd. Så får de lidt pauser i deres improvisation og det styrker deres fokus på aktiviteten

Julestjernen er på vej
Selvom teksten handler om jul er den megafunky. Tænk ikke på det og lav improvisation og udgaven uden sang. Den er en del af min juleudgivelse Gaveregn og engle. Patrick Dorgan synger denne sang. Det motivere børnene til at lære at spille til.  Jeg har ladet børnene spille improvisation over tonerne F,A og C. Jeg har løbende udbygget med først tonen G. Derefter endnu en tone ( D) og til sidst Bb. Det vigtige udover lysten til at spille og improvisere at børnene også lytter til det de spiller. Nogle af børnene kunne bedst lide og overskue få toner og  holdt sig til F, A og C. Andre prøvede kræfter med den ”store pakke” F,G,A,Bb,C og D.




Håber at I kan bruge det
Husk endelig at skrive til mig hvis I har brug for mere udførlige opgaver eller ideer. I må også meget gerne skrive ønsker til emner på min blog her på Bjarne List Nissens Blog på Facebook eller i en mail. Så tænker jeg det ind i de nye indlæg jeg laver hver uge. 

De bedste improvisationshilsener
Bjarne