Sommeren er i huset  

Så er det tid til at se nærmere på nogle af de mere specielle udgaver af Summertime. Idag regner det udenfor så lad os da komme i godt humør med en version, der sender os til varmere himmelstrøg på sekundet. I 1966 indspillede Billy Stewart sin helt egen fortolkning af den gamle klassiker og den gik med det samme ind på top 10 på Billboards top 100. En stor fiks fyr med en fantastisk hat og et skønt smil. Så er man da bare solgt. Læg mærke til hans lækre funky moves og særprægede scatsang. Brrrrrrrrrr. Chuck-chuck.
Den kommer her:

Billy Stewart-Summertime (1966)

Men Billy Stewart er ikke den eneste som har noget funky stuff på hjerte. På min rundtur på videoslaraffenlandet Youtube fandt jeg en udgave som med det samme sendte mig i sommerhumør. Musikeren er den fabelagtige hammond-organist Bill Preston. Et usædvanligt legebarn som da heller ikke kan lade være med og at vise hvordan Bach og Ray Charles ville servere Summertime. Der er vist ingen tvivl om at han ikke havde sceneskræk denne dag i et tv-show i 1979. Lad os så høre hans version: 

Bill Preston-Summertime(1979)

Der venter jer meget snart et par nyere versioner triphop, easy listening og ikke mindst 80er-stil. 

God sommer 

Bjarne  

Summertime - Rock n' roll

Vi begynder denne rocktour med en lille afstikker til soulmusikken. I 1957 lavede Sam Cooke en udgave af sangen, der tænker den mere direkte i sit udtryk end de tidligere udgaver. Ikke elegant som hos Ella Fitzgerald og Louis Armstrong eller storladen som hos Leontyne Price. Vokalen har endnu mere plads end hos Billie Holiday. Ingen soloinstrumenter, der stjæler billedet fra den ægte smerte. Lad os lytte til Sam Cooke her: 

       Sam Cooke-Summertime (1957) 

I 1965 laver det engelske band The Zombies deres fotolkning af klassikeren. En fin udgave. Blid vokal og som modspil, er der lige plads til lidt syre fra pianisten. Nyd de autentiske billeder og drøm dig tilbage til en varm sommerdag i de glade 60'ere.   

The Zombies- Summertime (1965) 

I 1970 laver The Doors deres tre-dobbelte album Live in Boston. På denne historiske udgivelse er Summertime i en udgave der er syrerock værdig. Nu er der igen plads til solo. En meget lang guitarsolo. Luk øjnene og se farver i massevis: 

The Doors-Summertime(1970)

Vi slutter rocktouren af med en af de mest kendte udgaver af sangen. Den har sin helt eget udtryk. Sangerinden er Janis Joplin. Hun konfronterer virkelig os der lytter. For det behøver ikke altid være nemt. Hendes vokal og i høj grad denne udgave har inspireret mange rå piger rundt omkring. Nyd hendes skønne skærbrænder her i en liveudgave fra 1969 i Stockholm:    

Janis Joplin-Summertime(1969)

Tak fordi du tog med på rocktouren rundt i sommerland.

Bjarne 

At lytte er at åbne sig for verden 

Hvilken musik skal have plads i musikfaget !!

Jeg har haft mange heftige diskussioner med forskellige mennesker om, hvilken musik der hører hjemme i skolernes musiktimer. Det er umuligt at forholde sig til uden også at tænke over, hvad formålet med musik er i skolen. Det er alle ikke enige om. For mig er musik i dag så varieret i udtryk og stilarter at det samlede kludetæppe står som et kreativt slaraffenland, som viser mulighederne for hvordan sang, tekst, instumenter, rytmer og toner kan sættes sammen. 

Jeg gør en dyd ud af at spille andres musik for mine elever. Vi skal ud i alle afkroge. Det udfordrer, inspirerer og giver dem en større palet at "vælge" deres helte udfra. Selvom jeg elsker at se og høre dem synge og spille selv, så møder de musikken ved at lytte. Det er en stor og relevant opgave at "udvælge" den del af musikhistorien, som de skal tage med sig via deres musikalske dannelse i skolen. Det giver sig selv at den klassiske musik skal have sin plads. Men hvilken del af den rytmiske musik gør sig fortjent til at komme på skoleskemaet. Det hele ? Det de ikke hører hjemme ? Det de hører i fjernsynet og radioen ? Det som er mest anerkendt ? Skal de høre Jazz, techno, soul, rock, hiphop, dansktop, bossa eller reggae ?

For at komme med et eksempel på hvordan musikken udvikler sig over kort tid vil jeg præsentere forskellige udgaver at nummeret Summertime. Vi kommer lidt omkring, men alle udgaverne er skabt af det samme musikalske grundstof.  George Gershwins arie fra operaen Porgy and Bess fra 1935. 

Lad os først høre den i en klassisk operaudgave med den skønne Leontyne Price. Her er det lige som i sidste uge Herbert von Karajan, der dirigerer. Versionen er indspillet i 1960. 26 år efter sangen første gang blev opført. Bemærk den tyske introduktion som sætter scenen. 

Men allerede i 1936. 1 år efter premieren på operaen lavede Billie Holiday en coverversion, som har et helt andet udtryk end det vi møder i den senere klassiske udgave ovenover. Bemærk de insisterende trommer. 

Billie bliver bakket op af en klarinet og en trompet, der kommer med musikalske kommentarer og giver hendes vokal modspil. Samtalen mellem trompet og sang bliver ført videre i en udgave med Louis Armstrong og Ella Fitzgerald, her får vi også mulighed for at Louis Armstrongs sprøde herrestemme. Udtrykket er ikke råt som hos Billie. Men vokalerne og Louis trompet udfordrer det klassiske udtryk. Den kommer her:   

Den næste uge kan du glæde dig til et væld af spændende udgaver af Summertime. Fælles for dem alle er at de beskriver glæden ved musik, hver på deres måde men gennem forskellige genrer og udtryk. Alle udgaver hylder på sin egen måde den oprindelige udgave af nummeret Summertime. Spil dem for dine børn og elever eller nyd dem selv. Der er så mange forskellige måder at sige det samme på i musikkens verden. Det er lige præcis det, som gør det sjovt og værd at lytte på. 

Var Beethoven et legebarn ?? 

Det er ikke kun mig, der har været fascineret af Beethovens fantastiske musik. Man kan på ingen måde komme udenom, at han er en af de helt store.  

Lad os høre hvad den fabelagtige dirigent Bernstein har at sige om Beethovens særlige musikalske evner. I dette filmklip nedenunder fremhæver han flere vigtige sider hos den gamle mester. Jeg synes først at du skal se klippet til ende. Det er en oplevelse i sig selv at se og høre Bernsteins fascination. Han siger at: måske er Beethovens musik det tætteste nogen komponist nogensinde er kommet på det universelle, og han bekræfter næsten klicheen om at musikken er det universelle sprog mellem mennesker. Beethovens musik taler direkte til folk ligegyldig om de er unge eller gamle, amatører eller professionelle. I den niende symfoni taler musikken langt udover Schillers digt Ode an die Freude. Musikken giver ordene en anden dimension. Fuld af vital kraft og energi. 

Men hvorfor kunne Beethoven "formulerer" sig så tydeligt og direkte ? 

Bernstein mener, at det måske skyldes, at Beethoven beholdt barnet i sig fuld af nåde, uskyldighed og tiltro til verden. Måske er det derfor at børn også kan lide hans musik.           

Bernstein fortæller om Beethovens musik 

I mine musiktimer laver vi indimellem direktionsøvelser. Jeg går meget op i at man skal kunne aflæse udtrykket i børnenes direktion. Jeg har flere gange oplevet, at mine elever har meget på hjerte når de skal dirigere Beethovens musik. Det er som om at armene får et liv uden at de bliver sat igang. De vil bare dirigere!! På youtube fandt jeg et klip med en lille fyr på 3 år, der også er blevet bidt af Beethoven. Her dirigerer han 4 sats af Beethovens 5. symfoni. Og du kan godt glæde dig, hvis du ikke har set det før. Der strømmer glæde, koncentration, overskud og humor ud af knægten. Sådan er musik. Hele paletten. Velbekomme!!  

Jonathan dirigerer Karajans udgave af Beethovens 5. symfoni 4. sats

Her til sidst får du hele satsen som den 3 årige Jonathan dirigerer til. Prøv at arbejde med direktion med dine børn eller musikelever. Det er vigtigt, at musikken kommer ind under huden. Så spil den igen og igen. Til sidst kan de huske den på øret og dirigerer naturligt med deres egne bevægelser der udtrykker musikken. Vi kan tidsnok lære dem perfekte slagskemaer. Men at elske musikken og udtrykke den, det er en anden sag. Hvis du vil tage udgangspunkt i Jonathan som inspiration, så skal børnene kun dirigere fra 3:25 i videoen nedenunder. Du kan bruge Karajans udgave med stillbilledet så de ikke efterligner Johathan, men finder deres eget udtryk. Bare spring ud i det!! 

Beethovens 5. symfoni 4. sats dirigeret af Herbert von Karajan  

God fornøjelse

Bjarne 

Døve ører hører bedst !!

Da beethoven var 26 år begyndte han at miste hørelsen. Han kunne ikke længere fremfører sin egen musik med orkester. Selvom han var en fremragende instrumentalist, var han simpelthen ikke i stand til at følge orkesteret. 

Da han var 44 var han stort set døv. Det er fuldstændig forunderligt er at han først skrev sin 9. symfoni (Ode an die Freude) færdig 1824. 54 år gammel og stokdøv. 

Vi møder symfonien i to film om ham. De giver meget forskellige bud på  Beethovens tilstedeværelse ved premieren. Lyttede han? Dirigerede han? 

I filmen Immortal Beloved møder vi Beethoven, som står dømmende ved siden af dirigenten Michael Umlauf og tænker tilbage på sine oplevelser som dreng. Opslugt af musikken og storslåede øjeblikke med forbindelse til verdensaltet. 

 

Beethovens 9. symfoni fra Immortal Beloved

  

I filmen Copying Beethoven skildres premieren noget anderledes. I filmen møder vi en fiktiv person. Nodeskriveren Anna Holtz. Hun har "hjulpet" ham med at få værket klar til premieren. Og på selve dagen agerer hun sufflør for Beethoven som står døv på podiet og immiterer Annas direktion. 

Der er mange anekdoter om premieren. En af dem går på at da koncerten var slut, stod Beethoven stadig og dirigerede lige indtil Contralto Caroline Unger gik hen og drejede ham så han kunne se publikums indædte applaus. Der var utallige fremkaldelser og lommetørklæder, hatte og meget andet fløj gennem luften for at hylde den døve mester. 

Jeg vælger selv at tro på den fra Immortal Beloved. Jeg synes, det er den smukkeste. Og uanset om Beethoven levede mange år uden en brugbar hørelse, så skrev han fantastisk musik frem til det sidste. Der sad sgu et par usædvanligt gode ører på den mand.

Bjarne     

Musikken skal ud i verden!!

Igår kl 16 var jeg til koncert i DR koncerthuset. En varm eftermiddag i en udsolgt koncertsal. Man burde sidde ude og drikke noget køligt, tænkte jeg mens godt 2000 mennesker ankom i deres stiveste puds. Til tiden sad de allesammen forventningsfulde og klar på de bløde sæder. Andægtigt rundt omkring i salen blev der hvisket om Beethoven og jeg prøvede at piske en stemning op hos min mor som jeg havde taget med. For nu skulle vi høre stor musik. Orkesteret begyndte at stemme og kort tid efter kom dirigenten ind. Han faldt elegant over dørtrinnet, men reddede den med en lille fiks bevægelse. De næste 2 timer reddede han også min dag. For hold da op for en energi. Både i åbningssymfonien Beethovens 8. og i den stor finale med den hæderkronede 9. symfoni havde han og orkesteret mig i deres hule hænder. Den velskrevne musik og deres tydelige passion væltede ind i mine kræsne ører. Det bør alle opleve en dag. Musikken var på en gang så inderlig og voldsom, at jeg ikke kunne rumme mere musik, da jeg forlod koncertsalen. Med hovedet fuld af melodier gik jeg ud i verden og sang: Ode an die freude. 

Ode an die freude fra Beethovens 9. symfoni 4. sats 

I Spanien en sommerdag fik en heldig forsamling en lignende oplevelse med en fantastisk flash mob. Bemærk alle de glade mennesker og børnene som dirigerer. Ludwig van B. går rent ind også hos de små.

I løbet af ugen følger 2 indlæg mere om Beethoven. Historien om døvheden, filmklip fra spillefilm og Bernstien der fortæller om hvorfor han var så fascineret af Beethovens musik.

Vi ses på bloggen

Bjarne