søndag den 2. juni 2013

Musikken skal ud i verden!!

Igår kl 16 var jeg til koncert i DR koncerthuset. En varm eftermiddag i en udsolgt koncertsal. Man burde sidde ude og drikke noget køligt, tænkte jeg mens godt 2000 mennesker ankom i deres stiveste puds. Til tiden sad de allesammen forventningsfulde og klar på de bløde sæder. Andægtigt rundt omkring i salen blev der hvisket om Beethoven og jeg prøvede at piske en stemning op hos min mor som jeg havde taget med. For nu skulle vi høre stor musik. Orkesteret begyndte at stemme og kort tid efter kom dirigenten ind. Han faldt elegant over dørtrinnet, men reddede den med en lille fiks bevægelse. De næste 2 timer reddede han også min dag. For hold da op for en energi. Både i åbningssymfonien Beethovens 8. og i den stor finale med den hæderkronede 9. symfoni havde han og orkesteret mig i deres hule hænder. Den velskrevne musik og deres tydelige passion væltede ind i mine kræsne ører. Det bør alle opleve en dag. Musikken var på en gang så inderlig og voldsom, at jeg ikke kunne rumme mere musik, da jeg forlod koncertsalen. Med hovedet fuld af melodier gik jeg ud i verden og sang: Ode an die freude. 

Ode an die freude fra Beethovens 9. symfoni 4. sats 

I Spanien en sommerdag fik en heldig forsamling en lignende oplevelse med en fantastisk flash mob. Bemærk alle de glade mennesker og børnene som dirigerer. Ludwig van B. går rent ind også hos de små.

I løbet af ugen følger 2 indlæg mere om Beethoven. Historien om døvheden, filmklip fra spillefilm og Bernstien der fortæller om hvorfor han var så fascineret af Beethovens musik.

Vi ses på bloggen


Bjarne       

Ingen kommentarer:

Send en kommentar