søndag den 25. maj 2014

Glenn Gould er guf for børn


Forleden holdt jeg et 20 minutter langt oplæg om Glenn Gould for 330 børn i indskolingen på Utterslev Skole. Nogen vil måske mene, at det var at skyde langt over målet for hvad børn på 5-9 år kan klare. Men det viste sig at blive en stor succes, hvor mange af de små børn bagefter kom og fortalte at meget gerne ville høre mere om Glenn. De var meget interesserede i, hvordan de kunne komme til at høre musikken igen. Jeg tror, at det skyldes at oplægget var centreret om en person, som de kunne fordybe og spejle sig i. 2 dage før havde de i forbindelse med et oplæg om Bachs musik set denne filmstump.   


Glenn Gould spiller Bachs klaverkoncert i D-mol dirigeret af Bernstein

Det var tydeligt for mig at de var optagede af hans udtryk. De reagerede særligt på den passage mod slutningen, hvor han spiller roligt og følsomt. Det var 3 gode filmminutter, hvor børnene kom rundt i hele følelsesregisteret. Jeg tror, at der er flere gode grunde til at Glenn fangede deres interesse. Det er klart, at det betød noget at jeg selv godt kan lide hans spil. Stykket her er et af mine yndlingsværker som han fortolker. Det planter altid en spænding hos lytteren, at den der formidler er engageret. Men børnene var så fokuserede at jeg besluttede at lave et helt oplæg om hans person og hans passion for Bachs musik. 



 Her er et resume med hovedlinierne i det jeg fortalte:

  • Moderen besluttede inden han blev født at han skulle være koncertpianist
  • Da Glenn var med moren var til lægen som spæd, bemærkede lægen at Glenn nynnede istedet for at græde. Han bemærkede også at han vippede med hånden og sagde: Den dreng bliver læge eller pianist!
  • Glenn lærte at lytte længe til lyden af tonerne, som klingede på klaveret.
  • Glenn bestod klavereksamen på konservatoriet, da han var 12 år 
  • Men han havde også nogen specielle sider
  • Han ville helst ikke trykke nogen mennesker i hånden uden at have handsker på.
  • Han var bange for kulde og gik med meget tøj på også når det var varmt: Jakke, hat, handsker. 
  • Glenn ville gerne have at der skulle være meget varmt i studiet når han skulle indspille.
  • Glenn nynnede højt med, når han spillede på flygelet.   
  • Han holdt tidligt op med at spille koncerter, selvom han havde opnået stor anerkendelse.
  • Han boede isoleret i et hus langt ude skoven
Glenn ville kun spille, når han kunne sidde på faderens stol. Den var vigtigt for ham. Faderen lavede den til ham, da Glenn kom til skade i ryggen som barn. Den kunne justeres i højden. I kan se den her:

  


Stolen gjorde at han kunne sidde meget langt nede i forhold til tangenterne og gjorde at hans teknik og anslag var særligt. Der slås på tangenterne nedefra. Stolen fulgte ham resten af livet og han blev ved med at bruge den, selvom både sædet og klædet gik i forfald. Se Glenn tale om stolen her:     

Glenn fortæller om sin stol



Vi sluttede oplægget af med at høre hele Aria fra Bachs Goldbergvariationer i som i kan se Glenn Gould spille herunder, siddende på den berømte stol. Børnene kunne se hvor lavt han sad, at han gyngede ind over klaveret, at han slog på tangenterne nedefra, og at han nynnede med når spillede. Men mest af alt var det et fantastisk stykke musik de lyttede til. Koncentrerede og klar til at gå til time i klasserne bagefter. 

Hør musikstykket og en række af variationerne. På videoen under kan du høre et spændende interview og Glenns egene kritiske stillingtagen til en af variationerne. Hør musikken og se geniet på arbejde. Nyd det


Glenn Gould spiller Bachs Goldbergvariationer (1981) 


Se video med prolog om Glenn Goulds liv 
og se interview med ham i egen person

Mere om Bach og Glenn Gould følger en anden dag :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar