søndag den 9. august 2015

Første skoledag - Musik - Hurraaaaaaa!!!

Velkommen tilbage fra ferie. I dette indlæg vil jeg koncentrere mig om aktiviteter som er gode at lave med de mindste. Særligt 1. klasserne som både skal finde på plads i skolen og som skal lære at have musik. Aktiviteterne kan selvfølgelig bruges hele året af alle, men de har gjort min opstart med 1.klasse til en leg. 

Skomagerdreng er et stort hit. 
Det er en nem dans som også er meget nem at spille til. Noget af det gode ved dans er det kan åbne for nye relationer. For når børnene først har danset med hinanden, har de en oplevelse sammen, som kan give grobund for gode frikvarterer. I min version nedenunder udvides sanglegen så børnene har lyst til at danse længe og med stor indlevelse. Der er ikke fokus på hvem man vil danse med. Legen gør at alle danser med alle :-) 

0. Giv børnene numre. skiftevis 1 og 2
1.Dan makkerpar.
2.I hvert makkerpar du udnævner du en 1'er og en 2'er. 
3.Lav sanglegen en gang
4.Nu bliver 1'erne stående. 2'erne går hen til den næste 1'er med uret.

For at lette processen skal du lade 1'erne være hund. Når sangen er færdig sætter de sig ned på knæ og 2'erne kan nemt se hvor de skal gå hen. Alternativt kan du give 1'erne farvede bånd på. Men det er sjovere at være hund. 
5.Lav sanglegen med den nye makker.
6.Lav sanglegen indtil børnene er tilbage hos den makker de begyndte med.

Det er vigtigt at du holder tempoet oppe, så børnene hurtigt kan komme igang med at danse med en ny makker. Læg evt en spændingsakkord mens de skal bytte. Det styrker flow og fokus hos de små. Det giver en skøn variation, hvis du veksler lidt i udgaverne. En ekstra hurtig, en meget langsom, en med musestemmer og stærk mands udgave. I kan jo selv finde på flere. 

Det er lige til. Alle børn får danset med mange forskellige fra klassen. Det styrker fælleskabet og så er det sjovt :-)


Går giraffer i skole ??

Hvert år synger jeg Go'morgen giraffer med 1. klasserne og indskolingen i de første. Det gode ved Stinas tekst er, at den handler om selve kernen i et barns liv. Man står op, man går hen til skolen, man er på skolen, timen er slut og man skal i seng og sove. Det er sjovt, at det er giraffer den handler. Giraffernes skole minder nemlig på en prik om børnenes skole. Så er der grundlag for at snakke om girafsprog og om hvordan det skal være at være barn i en god skole. Der er mange aktiviteter man kan lave til sangen, som både er sjove og sender børnene rundt i fælles mål . Du kan finde og lave dem alle til versionen i Bjarnes bedste. Lyt nedenunder

1. syng svarkor omkvæd

2. syng vers med fagter som børnene selv er med til at lave
3. syng mi-fa-so-stemmer i alle mellemspil
4. spil melodispil i alle mellemspil. Lad evt 1. klasserne kun spille melodistumpen fra de to første takter: E-F-G
5. I klarinet solostykket har børnene fritkvarter og bevæger sig legende og frit i lokalet. Hvis i spiller er det fedt at lade børnene improvisere i dette stykke. fx over tonerne c-d-e-g
6. Syng svarkor i outro

Hør sangne Go'morgen giraffer fra Bjarnes bedste


Hvor bo du ?? Her bor jeg!!


At begynde i 1. klasse er en stor dag for de små. Men det er jo faktisk også en udfordring for lærerne. Børnene er jo nye. Man skal selvfølgelig lære deres navne, men også alt det der gør børnene til dem de er. Jeg har oplevet, at sangen Her bor jeg af Lotte Kærså kan noget særligt. For når man spørger børnene, hvor de bor bliver man hurtigt inviteret indenfor. Børnene er altid glade for at synge sangen og vil lave fagterne som vi bruger i klassen. Men for mig har den også været en vigtig isbryder, som har skabt en relation til børnene. Jeg har brugt sangen sammen med de andre lærere på årgangen og i Dansk har børnene lavet familieportrætter og en lille bog der fortæller om dem selv, deres hjem og familie.   


Jeg håber, at I får en god skolestart som giver mod på masser af skøn undervisning og gode musiktimer i skoleåret 2015/2016. Nyd sommeren. Jeg håber, at det må føles som i Griegs Morgenstemning. Den tager kegler, hver gang. 








Ingen kommentarer:

Send en kommentar