søndag den 11. september 2016

I Danmark er jeg født

En af de helt store klassikere til morgensang på min skole er: I Danmark er jeg født. Børnene er vilde med Poul Schierbecks melodi. Børnene fra 0.-3. klasse vælger selv sangen, når de får lov til at vælge frit på alle hylder. Når jeg spørger dem om hvorfor, siger de normalt: Fordi den er god !! Børn har ofte svært ved at sætte ord på musik og begrunde deres smag. Det kræver at de møder udfordringer som udvikler denne kompetence hos dem. Vi gør meget ud af at gøre teksten nærværende for dem. Vi fortæller om komponisten og om tekstforfatteren. Selveste H.C.Andersen. På den måde får de et "net" af viden og inspiration, der supplerer den inderlige melodi, som jeg oplever taler til dem intuitivt. Det gør den til mig :-)

 I Danmark er jeg født sunget af koret Vocal Line 

Jeg er overbevist, at det er vigtigt for børn at udtrykke deres følelser gennem musik. De kan bruge tonerne til at formidle til omverdenen at deres er glæde til det land de bor i. Fuldstændigt ligesom voksne. Jeg møder ind imellem nogen der synes, at man ikke skal synge fædrelandssange i skoler med tosprogede, da sangene giver de nationalromantiske forestillinger frit løb. Men hvorfor dog det ?? I Danmark er jeg født er jo netop sandheden for de fleste tosprogede ude på skolerne. Jeg tror ikke tolerance kommer gennem afstand og fornægtelse.

Som I jo sikkert ved er sangen lavet i en opdateret udgave af Isam B. Han giver ikke kun sangen et mere funky udtryk, men tilføjer samtidig den dimension at de gamle fædrelandsange netop er for alle, der bor i Danmark. Hans version giver et anderledes bud på, hvordan sangen kan lyde idag. Jeg ved ikke om den når ud til alle, men børnene kan lide den, ligesom de kan lide  den gode gamle version uden det rytmiske omkvæd. Der skal være plads til mangfoldighed også i musikundervisningen. 

Isam B - I Danmark er jeg født (2007) Sony Music

I Danmark er jeg født har sin egen mangfoldige historie. Der er et væld af bud på hvordan melodien til H.C.Andersens tekst bør lyde. Henrik Rungs melodi er meget mere bombastisk og sender mere tankerne i retning af stolthed og sammenhold. Men forskellige melodier kan jo bruges til at understøtte forskellige stemninger. I filmen Drengene fra Sct. Petri møder vi Rungs melodi sunget med både patos og viljestyrke. Her er det børnenes kamp mod besættelsesmagten, der er vigtig at understrege. En fin scene, som viser fællesskabets styrke. 

  Rungs melodi fra Drengene fra Skt. Perti 


Samme melodi kan også synges på en helt anden måde. Her nedenunder er det en af landets helt store fortolkere Poul Dissing. Han formår at gøre sangen til sin helt egen. Langt væk fra den version, som alle børnene sang i gymnastiksalen. Et udtryk, som sender os på rejse med Poul. Han investere krop og sjæl i fortællingen. Om alle kan lide den historie han fortæller er en sag for sig.  

Rungs melodi fremført af Poul Dissing 

I forbindelse med musicalen H.C.Andersen skrev Sebastian en ny melodi til den gamle tekst. Sebastian vælger også den inderlige tolkning af teksten. I dag hans udgave en elsket melodi, som har fået sit eget liv, selvom den gamle melodi var en klassikker. Et modigt og vellykket forsøg. Her får I Sebastians melodi fremført af sangerinden Louise Fribo.

Sebastians melodi fremført af Louise Fribo 


Men hvilken en af sangene skal vi så synge ??

Måske skal vi ikke altid vælge den bedste og sige: Det er den vi synger! Men synge alle de udgaver, der har kvalitet. Det er nemlig ret udviklende at smage på, hvordan tekst og toner kan smelte sammen på mange forskellige måder.

Det er meget oplagt at udfordre børnene i at lave deres helt egen melodi til H.C. Andersens tekst. Læg ikke nogen begrænsninger på stilarten. Det er ret spændende at se, hvor forskellige bud de kommer med. Sømandssang, Hiphop, Jazz, Heavy Metal, easy listening og Boyband. Det hele går an. Den er lige til at gå til. Eneste begrænsning er: De må ikke lave om på teksten. Med vilje indrager jeg ikke Natasja som har brugt de fire første linier i sin sang I Danmark er jeg født. De skal ikke kun lave reggae. De skal lave deres egen. Lad dem evt optage deres gode ideer og melodistumper på mobilen. Det er et effektivt og brugt middel for mange sangskrivere. Opgaven kan laves med succes fra 4. klasse og op.

God fornøjelse 

Bjarne 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar